Opskrift på sunde popcorn i gryde

For nylig er jeg gået over til at lave mine popcorn selv. Altså som popcorn i gryde. Det er både billigere, sundere, og så sparer man lidt CO2 på transporten til butikken. For de fylder 20 gange mere i poppet form (da 1 dl majskerner bliver til 2 liter popcorn).

Popcorn i gryde

Jeg huskede det som lidt besværligt at lave hjemmelavede popcorn i gryde. Men blev overrasket over hvor nemt og hurtigt det var. Det tager kun 5 minutter fra start til slut.

Her er den opskrift jeg synes fungerer bedst, samtidig med den er sundest:

Opskrift på popcorn i gryde

  • 2 spiseskefulde jomfrukokosolie
  • 1 dl majskorn
  • Havsalt

Varm olien i en stor 3-liters gryde. (På mit komfur er der indstillinger fra 1-6, og her skruer jeg op på 4’eren.) Tilsæt majskernerne og ryst let, så olien fordeler sig jævnt. Læg låget på. Når majsene begynder at poppe skrues ned for varmen til lidt under middel (2-3 på mit komfur) og gryden rystes jævnligt. De er færdige når de er ved at holde op med at poppe. Drys med fint havsalt.

Popcorn i gryde

Hvis de brænder på, er det enten:

  1. fordi kogepladen har været for varm
  2. fordi du har brugt for lidt olie
  3. eller du har ladet dem blive på blusset for længe. De skal tages af så snart popningen begynder at aftage.

Er popcorn sunde?

Når man laver sine egne popcorn, kan man lave en meget sundere version. Samtidig slipper man også for farlige fluorstoffer, som er i emballagen på mange mikroovnspopcorn.

Jeg bruger kokosolie til mine popcorn, fordi kokosolien er en olie, der kan tåle høje temperaturer og generelt er kendt for sine gode egenskaber. Jeg bruger samtidig lidt mindre fedt end i købe-versionerne.

Fibrene og et højt indhold af antioxidanter gør, at Svenska Dagbladet udnævnte popcorn til den nye superfood. Hvorefter EkstraBladet straks fulgte efter med overskriften:

Ny superfood: Popcorn bedre end grøntsager

Det er måske lide at strække den. Men stadig: Popcorn kommer med under sunde snacks. I hvert fald når de er hjemmelavede med kokosolie.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *